I august så vi, at indeks var over 100 sammenlignet med året før. September ser lidt mindre lovende ud, når vi ser på et gennemsnit af alle de e-commerce kunder, Web2Media arbejder med. Her rammer vi indeks 97, og fra at vi har set en stagnerende tendens omkring indeks 103, så markerer september et fald, det holder vi skarpt øje med i oktober.
Tallene bag Web2Medias e-commerce-barometer
Web2Medias e-commerce-barometer bygger på data fra et bredt udsnit af Web2Media-kunder, hvis primære forretning er e-handel. Udviklingen i forhold til sidste år udregnes måned for måned for hver virksomhed, hvorefter der laves et gennemsnit af dette, hvilket gør, at ingen virksomheder vægter højere end andre. Til sidst har vi fjernet outliers, hvilket giver os et trimmet gennemsnit, som kan bruges til at vise tendenser i udviklingen.
Septembers resultater
Vi ender, som sagt, på indeks 97 på omsætningen i september. Vi ser til gengæld, at den gennemsnitlige kurvstørrelse ligger over sidste år. Også sessionsindekset ligger endnu engang over 100 - nøjagtigt som det har gjort i samtlige måneder i indeværende år, hvilket lover godt til de kommende måneder.
Flere, men billigere produkter i kurven
Som tallene ovenfor viser, så er den mest positive tendens, at den gennemsnitlige kurvstørrelse er steget i forhold til sidste år. Når vi ser på tværs af en bred skare af vores e-commerce-kunder, er tendensen den samme. Der kommer flere, men billigere produkter i kurven. I rene tal betyder det, at der i gennemsnit er 7% flere produkter i kurven, men enhedsprisen pr. produkt er til gengæld 6% lavere. Der kan altså være en gevinst i også at vise de lidt billigere alternativer frem for de besøgende.
Hvad skal du være opmærksom på i oktober?
Efteråret er over os, og det betyder blandt andet, at der sker et skifte i vores påklædning. Det betyder også, at det er nu, forbrugerne finder ud af, hvad de mangler til både efterår og vinter, så der er et regulært sæsonskifte i tøj, som virksomheder i tøjbranchen skal være opmærksomme på og på forkant med. Derudover står efterårsferien også for døren, og det er typisk deromkring – eller lige efter - vi ser en tendens til, at forbrugerne begynder at holde igen med større indkøb, da de sparer op til ’Black Week’/’Black Friday’ i november.