Q4 markerer højsæsonen for mange europæiske e-handlere, hvor konkurrencen spidser til op mod julehandlen. Denne måneds e-handelsbarometer giver dig indsigt i, hvordan danske virksomheder performer i Tyskland, Holland, Sverige og Norge. Læs med og få inspiration til, hvordan du kan styrke din online strategi allerede nu.
Key takeaways
Tyskland
Amazon skærper konkurrencesituationen markant i Q4. Derfor skal de danske virksomheder i Tyskland være målrettede og bygge på tidligere kunders permissions for at lykkes med at skabe resultater.
Holland
Stor spredning i virksomhedernes resultater præger det hollandske marked. Det er en tendens, vi forventer at følge ind i højsæsonen. Vi ser samtidig en vækst i sessioner, som kan være en mulig forløber for vækst i omsætning.
Sverige
Indekset for Q3 overgår Q2. Dog forventer vi ikke, at Sverige kommer til at ramme indeks 100.
Norge
Med Q4 følger en god tendens til en stigende omsætning, og vi forventer, at Norge kommer til at ramme et indeks over 100.
Tyskland og Holland ligger lav i omsætning - men der er håb
De danske e-handlere har ikke oplevet omsætningsvækst i Tyskland og Holland i hverken Q2 eller Q3. Holland overrasker desværre negativt med et resultat på 84 i indekseret omsætning sammenlignet med samme periode i 2023. Tyskland er stadig under indeks 100 uden markant bevægelse i indekset de seneste måneder.
I Holland er sessionsindekset for Q3 steget til 123, hvilket sår et lille frø af optimistisme for Q4. Det skal også siges, at ser vi på virksomhederne i Holland enkeltvist - frem for gennemsnittet - så er der enkelte virksomheder med et omsætningsindeks over 130. Vi vurderer derfor, at Holland kan være et spændende marked, hvor det stadig er muligt at skabe markant vækst. Selvom det for nogle også kan være svært.
I fortolkningen af tal fra Tyskland og Holland skal man også huske at være opmærksom på den tyske og hollandske retur-kultur, der kan få vækst til at se positiv ud på den korte bane, men skjule den mere langsigtede profitabilitet. Med andre ord kan der ligge en relativt større mængde retur-sager, som først mærkes i næste kvartal.
Stigende forbrugertillid i Norge kan præge Q4 positivt
I Q3 slår den stigende forbrugertillid i Norge endelig igennem med indeks 103 for omsætning og indeks 90 for trafik. Vi forventer at se den positive tendens fortsætte ind i Q4. Selvom indeks er højere end i Q2 for både Sverige, Norge og Tyskland, er det kun danske e-handlere i Norge, der kan prale af et omsætningsindeks over 100. Så det tegner umiddelbart positivt for højsæsonen i nord.
Arbejdsløshed og øget fokus på sustainability præger det svenske marked
Sverige har igennem de seneste måneder haft en stabil arbejdsløshed på omkring 8,5%. Til sammenligning er arbejdsløsheden i Danmark kun 3%. Samtidig er Sverige det af de nordiske lande, der ser ud til at have den stærkeste tendens til at fokusere på genanvendelse og sustainability. Som dansk virksomhed på det svenske marked, bør man have i tankerne, at dette kan påvirke vækststrategien. Vores anbefaling til Q4 er at slå på virksomhedens arbejde med bæredygtighed og prisbevidsthed. Det handler selvfølgelig altid også om "prisen på grisen", men i Sverige er det altså relativt vigtigere, hvordan "grisen" - produktet - er blevet produceret, og hvad virksomheden gør for klima og samfund.
Forventninger til resten af 2024
Q3 er ikke faldet så positivt ud, som vi havde forventet, hvilket sætter vores forventninger lavere til resten af 2024. Vores samlede forventning er, at vi vil se et Q4 omkring indeks 100 sammenlignet med sidste år i Holland, Tyskland og Sverige, mens Norge fortsætter i vækstsporet.
________________
Tallene bag Web2Medias E-handelsbarometer
Web2Media samarbejder med flere virksomheder der har aktiviteter i udlandet og hvis primære forretning er e-handel. Hvert kvartal samler vi herudfra en oversigt udviklingen af danske virksomhedders e-handel i Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Udviklingen i forhold til sidste år udregnes måned for måned for hver virksomhed. Herefter laves der et gennemsnit af dette, hvilket gør, at ingen virksomheder vægter højere end andre. Til sidst har vi fjernet outliers inden for hvert indeks, hvilket giver os et trimmet gennemsnit, som kan bruges til at se tendenser i udviklingen.