E-handelsbarometer – september 2024

Forbered din forretning til højsæsonen

 

Indledning

Med stigende omsætning og positive tendenser, på tværs af store og små virksomheder, må september 2024 siges at have været en god måned for e-handlen. Forbrugerne er med andre ord klar til at hente efterårssæsonens produkter med hjem. Vi forventer, at den kommende julehandel kun vil føre endnu mere aktivitet med sig, til trods for at transaktioner og sessioner forbliver stabile. Fjerde kvartal banker på døren, og det er derfor tid til at forberede sig på de store handelsbegivenheder.

 

Månedens resultater

  • Omsætningsindeks 107: Omsætningen er steget i forhold til samme periode sidste år
  • Transaktionsindeks 99:  Antallet af gennemførte transaktioner forbliver stabilt
  • Sessionsindeks 101: Trafikken bevarer status quo

 

Analyse

Med et omsætningsindeks på 107 har dette års september været en god måned for e-handlen. Det peger på en positiv udvikling på tværs af branchen for både store og mellemstore virksomheder, som performer flot med et indeks på henholdsvis 117 og 103.

Den positive udvikling skyldes formentligt flere faktorer, men i særlig høj grad sæsonskiftet, hvor det køligere vejr, og efterspørgslen efter nye sæsonprodukter, bidrager til en stigning i omsætningen.

I august forventede vi en positiv effekt af de faldende renter, som giver forbrugerne flere penge mellem hænderne. Denne effekt har da også manifesteret sig i september, hvor den øgede købekraft har bidraget til højere omsætningstal. Det bliver især tydeligt, når vi sammenligner et år tilbage med september 2023, hvor renteforholdene var mindre gunstige, og forbrugerne mere tilbageholdende i deres købsadfærd.

Interessant nok ser vi dog ingen væsentlige ændringer i hverken antallet af transaktioner eller kurvstørrelser. Indeks for sessioner såvel som gennemsnitlige kurvstørrelser bevarer status quo, hvilket indikerer, at omsætningsvæksten primært skyldes prisstigninger og ændrede fragtbetingelser. Det kan altså have skubbet gennemsnitsprisen pr. køb op, at flere e-handelsvirksomheder har reduceret eller fjernet et tilbud om gratis fragt.

Forbrugertilliden har oplevet en lille stigning, da indikatoren er steget fra -7,4 til -6,8. Forsigtigheden er dog stadig mærkbar til trods for en svagt øget optimisme blandt forbrugerne. Dette kan måske forklare, hvorfor vi ikke ser større kurvstørrelser eller flere transaktioner - selv med flere penge til rådighed.  Se mere hos Danmarks Statistik.

 

Fremtidsudsigter

Fremtidsudsigterne for e-handlen ind i fjerde kvartal er lovende. Vi forventer et markant løft i omsætningen især i takt med, at julehandlen nærmer sig. Den stigende forbrugertillid, og de fortsatte effekter af rentefaldet, vil højst sandsynligt bidrage til en gunstig udvikling.

Forbrugerne begynder at opsøge og købe julegaver tidligere end de forudgående år, hvilket kan skabe en positiv effekt på omsætningen allerede i oktober. Selvom vi ser frem til en julehandel, der i gennemsnit vil være bedre end sidste år, forventer vi ikke, at væksten overstiger 10 procentpoint. Det er en vurdering, der baserer sig på væksten i 2024 indtil videre, historisk data, forbrugertillid, inflation og renteudvikling. Men vi håber selvfølgelig, at virkeligheden overgår forventningerne.

 

Anbefalinger 

I oktober træder e-handlere ind i det fjerde kvartal, der markerer årets højsæson med store begivenheder som Black Friday, Cyber Monday og julesalget. Det er samtidig sidste chance for at sikre, at din virksomhed bliver synlig og er top of mind hos forbrugerne, inden konkurrencen for alvor intensiveres. I oktober skal du derfor prioritere branding og indsamling af kundepermissions, så du kan opbygge en solid base af kunder, der vil tænke på din virksomhed til deres juleindkøb.

Du bør allerede nu allokere dine ressourcer effektivt i oktober, så du sikrer, at din markedsføring er målrettet og når ud til de rigtige kunder, da udenlandske aktører forventeligt vil presse omkostningerne på digital annoncering op – særligt i november.

Alt i alt har september været en solid måned for e-handlen, og med højsæsonen lige om hjørnet er det nu tid til at sikre, at din forretning står stærkt. Så brug oktober på at ruste din virksomhed godt til de kommende måneder ved at sikre synlighed og en god kundeoplevelse.

 

________________

Tallene bag Web2Medias E-handelsbarometer
Web2Medias E-handelsbarometer er bygget på data fra et bredt udsnit af Web2Medias kunder, hvis primære forretning er e-handel. Udviklingen i forhold til sidste år udregnes måned for måned for hver virksomhed. Herefter laves der et gennemsnit af dette, hvilket gør, at ingen virksomheder vægter højere end andre. Til sidst har vi fjernet outliers inden for hvert indeks, hvilket giver os et trimmet gennemsnit, som kan bruges til at se tendenser i udviklingen.

Skal vi hjælpe med at vækste din digitale forretning?